Kære medlemmer af Lohals Sejlklub
Bådene skal på land den første weekend i oktober, så en sejltur her i september er stadig en mulighed, hvis vejret viser sig fra sin gode side. Men Per lukker campingpladsen i næste uge, så nøglen til Isabella kan ikke længere hentes hos ham fra uge 38. Vi arbejder på en permanent løsning med en nøgleboks i klubben med en kode til medlemmer med førerbevis til Isabella. I den forbindelse vil jeg opfordre jer, som har fået udstedt førerbevis i år, om lige at besvare denne mail med ordet ”førerbevis” og en kontaktmail. Planen er at oprette en mailliste specielt for Isabella-brugere, når informationer kun har interesse for bådens brugere. Der har været en overvældende interesse for at få et førerbevis til båden, så superbrugerne har haft travlt med at instruere nye brugere i bådens funktioner – inklusiv fingerede ”havnemanøvrer” på åbent vand. Interessen har været så stor, så vi på et tidspunkt mistede overblikket over hvem og hvor mange, der er blevet udstedt førerbevis til, så derfor opfordringen til at melde sig ind på maillisten.
Og så til et par nyheder:
Som de fleste vel har bemærket, er der etableret en gangbro på den sydligste del af havnen over stenene til stranden. Den kan med fordel benyttes af nybegyndere på paddleboards og til kajakkerne. Søsætningen kan nu foregå på stranden og ikke i havnen. Men vær opmærksom på at løfte grejet så langt ud, at det ikke kommer i berøring med sten.
Og til slut, tak til Ulrik Engstrøm, som har foræret klubben en brugt, men fin, rød havkajak. Den skulle vi nok have taget højde for, da vi udvidede kajakpladsen i juli. I øvrigt er det lykkes Ulrik at erhverve sig et Isabella førerbevis i denne sommer. Efter sigende lavede han en perfekt havnemanøvre, men han er også orlogskaptajn i den danske flåde.
Sejl forsigtigt og pas på den hårde asfalt på tennisbanen.
Bedste sejlerhilsner, Flemming





