Kære medlemmer af Lohals Sejlklub
Søren og jeg var på prøvesejlads i søndags i vores nye motorbåd, Isabella. Hun sejler fint, når man først har lært at trimme stævnhøjden i forhold til farten. Men desværre opstod der en fejl på styringen. Heldigvis først, da vi var i havn. Søren er på sagen, og han kører båden til Svendborg Marine i denne uge. Så må vi håbe, at skaden ikke er for omfattende. Når det nu er sket, er det vigtigt at få tjekket styrertøjet grundigt, inden Isabella meldes klar til bookning på hjemmesiden – forhåbentlig inden pinse. Hvis man gerne vil prøve at sejle Isabella inden pinse, så hører jeg gerne fra erfarne motorbådssejlere, som vil være én af de 6-8 superbrugere, som medlemmerne kan ringe til, inden man sætter sig i båden første gang.
Klubbens øvrige både er klar til sejlads og kan nu bookes på hjemmesiden:
Mary er blevet renoveret med ny maling både udenbords og indenbords. Tak til Preben for et omfattende arbejde. Benzintanken står i klubhuset og efterlades samme sted med tom tank. Medbring selv oktan 95.
Margrethe er blevet poleret på fribord og fået ny lak på rælingen. Batteriet står fuldt opladet i klubhuset og ”efterlades” samme sted.
Marie bliver klar til sejlads inden weekenden.
Jeg møder ofte nogle ”sjove” fortøjninger af bådene, så husk at fortøje båden på samme måde, som du løsnede fortøjningerne. Tag evt. et billede.
Alt vores grej på land vil i de nærmeste dage blive udstyret med navneskilt: Lohals Sejlklub
Jeg har tegnet et støttemedlemskab til DSRS – Dansk Søredningsselskab, som er en frivillig forening, der hjælper fritidssejlede med problemer til havs. Nærmeste stationer er Rudkøbing og Kerteminde. Så hvis motoren svigter på Isabella eller roret knækker på Marie, så ring til DSRS. Numrene findes som klistermærke i Marie og Isabella. Hvis motoren svigter i Mary eller Margrethe, så ro i land.
Jeg melder ud, når Isabella er klar til bookning på hjemmesiden.
Bedste sejlerhilsen, Flemming

