Referat fra Lohals Sejlklubs generalforsamling den 21. april 2024

1. Valg af dirigent
Jens Gertsen blev valgt. Dagsordenen blev godkendt, og dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var indkaldt rettidigt i overensstemmelse med klubbens vedtægter.

2. Valg af referent
Maj Garde påtog sig opgaven som referent.

3. Formandens beretning v/Flemming Gräs
2023 blev et skelsættende år, hvor vi passerede 100 medlemmer i vores klub – 103 betalende familiemedlemskaber og 10 singler – en vækst på 25 %, fremgår af det regnskab, som senere skal godkendes her i forsamlingen.

Det havde vi nok ikke kunnet præstere uden den aftale, der blev indgået med Lohals Tennisklub i efteråret 2022. Tennisklubben var lukningstruet og bad om hjælp. Vi overtog bestyrelsen af den forfaldne tennisbane på Nordstranden – der lå 75.000 likvide kroner i kassen, og det lykkedes at få et tilsvarende beløb hos en række fonde. Pengene blev brugt til et nyt net og ny asfalt på banen. 1. juli var der indvielse af den nyrenoverede bane. Borgmester Tonni Hansen klippede snoren og holdt en tale, hvor han roste foreningslivet. Jess, Tennisklubbens formand, berettede om banen historie. Den var oprindeligt blevet etableret i 1986 for et banklån med lokale som kautionister. Dorthe fra Lohals Camping sponserede dejlig mad og drikke og alting foregik under en åben, men lidt regnfuld sommerhimmel. Det var hyggeligt og det væltede ind med nye medlemmer til Lohals Sejlklub, for aftalen var, at Sejlklubbens medlemmer frit kunne benytte banen. Den 17.-18. juli arrangerede Simon Kold Lohals Open, som han iøvrigt selv var så ubeskeden at vinde over en af veteranerne i Lohals Tennisklub, Christian Arenbrandt. Der var 11 deltagere om titlen. Vi var mange som overværede den spændende finale. Næste kapitel i tennisbanens historie kan man ved selvsyn se på en gåtur til Nordstranden. Der er ved at blive sat nye stolper og hegn omkring banen, som ventes klar til brug i løbet af maj måned. Det har været sindssygt dyrt over 200.000 kr, men som vi har skrevet ud var der banko på LAG midler i efteråret, hvor vi fik doneret størstedelen af  beløbet. Alt i alt har Lohals Tennisklub investeret 400.000 kr. i den totale renovering af tennisbanen. 375.000 kr. er indsamlet via fonde. Og hvad har alt det her så at gøre i en sejlklubberetning. For det var jo ikke sejlklubben, som overtog ledelse og driften af Lohals Tennis, da vi fik henvendelse i efteråret 2022. Det var fysiske personer med tæt tilknytning til sejlklubben, som overtog bestyrelsen af tennisklubben.  Når banen endelig står klar om få dage, kan man kun komme ind på banen, hvis man kender koden til døren – og det gør sejlklubbens medlemmer. Den model vi valgte med to selvstændige klubber med personsammenfald i bestyrelserne er ikke en permanent løsning. I længden er det ikke holdbart med en tennisklub, som reelt kun benyttes af sejlklubbens medlemmer. Det har fungeret fint i denne første fase, men der skal findes en langsigtet løsning. En eller anden form for sammenlægning mellem de to klubber under samme hat. Bestyrelsen vil præsentere en model på næste års generalforsamling.

Den store motorjolle, Mary, er i vandet. Benzintanken står i klublokalet. Vi skal nok forberede os på, at båden snart skal udskiftes. Den er noget slidt, men klarer fint en sæson eller måske to mere. Motoren er ok. Den lille Pocajolle, Margrethe, med elmotor kommer i vandet seneste uge 19. Marie, sejlbåden søsættes lørdag den 28. april og forventes også sejlklar i løbet af uge 19. Vi har besluttet at investere i to nye havkajakker. Vi har nogle fondsansøgninger ude. Planen er, at der ligger to nye havkajakker klar til sæsonstart i maj måned.

Vi har fået ny hjemmeside. Alle tekster er gennemgået med en tættekam, så alle nødvendige oplysninger om klubben og brug af klubbens grej bør kunne findes på hjemmesiden. Hvis der mangler noget, er man velkommen til at skrive til Maj Fiil, vores webmaster. Tak til Steen Bregenborg og Maj Fiil, fordi de sammen har udviklet en flot hjemmeside, med nye væsentlige funktioner. På få øjeblikke kan man nu blive medlem af Lohals Sejlkub via hjemmesiden ved brug af dankort. Efterfølgende modtager det nye medlem en SMS med koden til klubhuset, tennisbanen og bookning af klubbens grej. Gamle medlemmer skal fortsat betale årets kontingent over netbank, da dankortet kræver et gebyr. Det er også nyt, at ALT klubbens grej fra sæsonstart 2024 skal bookes over nettet. Det gælder kajakker, paddleboards, joller, sejlbåd og tennisbanen. I får en bekræftelse på bookningen på SMS. Husk at afmelde samme sted, hvis I alligevel ikke skal bruge grejet.

Det var alt fra nu. Brug grejet med omtanke.

Formandens beretning blev godkendt uden bemærkninger.

4. Forelæggelse og godkendelse af regnskab for 2023 v/Per Vigsø
Kassereren gennemgik regnskabet, som er revideret af den kritiske revisor, Lars Bjørnvik.
Regnskabet blev godkendt.

5. Fastsættelse af kontingent for 2025
Bestyrelsen foreslog uændret kontingent: 350 kr. for et familie-medlemsskab og 250 kr. for single-medlemskab.
Vedtaget.

6. Indkomne forslag
Der var ingen indkomne forslag

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
Jess Lambrechtsen, Birger Printz og Flemming Gräs var på valg. Alle blev genvalgt.
Maj Garde og Torbjørn Hansen blev genvalgt som suppleanter.

8. Valg af kritisk revisor.
Lars Bjørnvik blev genvalgt.

9. Eventuelt
Ejvind fulgte op på sidste års forslag om gennemsigtige kanoer/kajakker, når nu der skal købes nye.
Formanden oplyste, at han har undersøgt sagen. De gennemsigtige kanoer, som kan købes på markedet, er velegnede til sejlads på søer. Ikke på åbent vand.
Således passeret.

Maj Garde Referent/26. april 2024